Hofte - og knæsmerter kan skyldes slidgigt i hoften
Slidgigt i hoften er noget der udvikles gradvist. Ofte forekommer det hos personer, der gennem mange år har haft et hårdt fysisk arbejde, hvor de har gået eller stået meget. De, der som børn eller unge har haft hofteproblemer vil også være mere udsatte.I behandlingen gælder det om at opretholde den bedst mulige bevægelse af leddet og sørge for at de omkringliggende muskler er afspændte.
Symptomer
De første symptomer på slid i hofteleddet kan være smerter i balle, lyske og evt. selve hoften sidst på dagen og efter længere gåture. Nogle er helt smertefrie i hoften, men oplever derimod smerter ved knæet efter belastning af hoften.Det kan derfor i starten være vanskeligt at vide om man er ved at udvikle slid i sine hofter. Udover smerter efter belastning oplever mange morgenstivhed i leddet og har en fornemmelse af at hoften skal varmes op eller "løbes i gang".
Senere i forløbet kan smerterne være dybe og borende eller komme i jag og det kan vare fra timer til dage. Ofte forekommer der natlige smerter omkring hoften eller knæet.
Den daglige belastning
Hver eneste gang vi tager et skridt udsættes hofteleddet for belastning. Takket være kroppens fantastiske opbygning er vores hofteled udformet til at holde til mange års belastning.Men ligesom alle andre ting har hofteleddet en øvre grænse for tolerabel belastning. Hvornår denne grænse nås afhænger af størrelsen af den daglig belastning på hoften, om man er genetisk disponeret for slidgigt i hoften og om man sørger for at få vitaminer og mineraler nok, så kroppen har tilstrækkeligt med byggesten.
Sidst men ikke mindst kan en eventuel ændring af hofteleddets udformning pga. hoftelidelse som barn/ung være medvirkende til at man senere i livet får slidgigt i hoften.
Behandling
I nogle tilfælde er slidgigten så udtalt, smerterne så kraftige og den daglige aktivitet så hæmmet, at en "ny hofte" er den eneste udvej. Men for alle dem, hvor slidgigten ikke giver så mange symptomer at operation er overvejet er der andre behandlingsmuligheder. F.eks hos din kiropraktor.Hos kiropraktoren kan du både blive undersøgt, få taget røntgenbillede og blive behandlet for gener ved slidgigt i hoften.
Specifik ledmobilisering af hofteleddet og udspænding af de omkringliggende muskler har vist sig at kunne lindre symptomerne ved slidgigt i hoften.
Det gælder om at opretholde den bedst mulige bevægelse i hofte, bækken og knæ og undgå at balle- og lårmuskler spænder op.
